I det 19. århundrede blev synet på prostituerede kvinder afgørende forandret. Frygten for at de veneriske sygdomme ville nå et epidemisk niveau var udtalt, og i det perspektiv kom de prostituerede til at udgøre den største fare. Prostitutionen måtte kontrolleres, hvis de veneriske sygdomme skulle bekæmpes.

Den reglementerede prostitution tegner et socialhistorisk portræt af den reglementerede prostitution i perioden fra 1874, da den første prostitutionslov blev vedtaget, og frem til 1906, da den igen blev afskaffet. Bogen baserer sig på studier af 605 politirapporter fra perioden og kaster nyt lys over prostitutionens karakter, myndighedernes forhold til den og de prostitueredes livsvilkår. Ved at undersøge de prostitueredes alder, virketid, sociale baggrund, deres kunder, alfonser og børn påviser forfatteren bl.a. det ganske overraskende faktum, at de prostituerede kvinder ikke som hovedregel var eksistenser uden fornuftige fremtidsudsigter. Prostitutionen var et erhverv, der gav sine udøvere indtægtsforhold og til tider ligefrem arbejdsforhold, der var bedre end dem, der i øvrigt kunne blive ufaglærte kvinder til del, og det hændte ikke sjældent, at de prostituerede kunne forlade faget med lidt opsparet kapital – og for at gifte sig.