Skandinavismen, den politiske bevægelse der prægede Sverige, Danmark og Norge i første halvdel af 1800-tallet, gik i opløsning for 150 år siden. Eller rettere: Det var, hvad man sagde i 1864, efter Danmarks nederlag til Preussen, hvor Sverige ikke kom til undsætning. Den kulturelle skandinavisme, som fortsat trivedes, blev anset som harmløs og uinteressant.

Denne antologis forfattere – historikere, litterater og etnologer fra Danmark, Norge og Sverige – viser, at skandinavismen var en både stærk og vigtig bevægelse i hele 1800-tallet. Den blev livligt debatteret efter Napoleonskrigene og fremstod senere som en national forestillingsverden på lige fod med andre nationale forestillingsverdener i Norden. Den spillede desuden en fremtrædende rolle i folkelige skillingsviser og i den tidlige kamp for kvinders politiske rettigheder. Skandinavismen døde ikke i 1860’erne, den levede videre i diskussioner blandt datidens forlæggere, forfattere og udgivere og med etableringen af Nordiska museet i Stockholm.

I bogen problematiseres og perspektiveres billedet af skandinavismen som et perifert og kortvarigt fænomen. Bidragyderne behandler forskellige perioder: tiden før 1840, midten af 1800-tallet og årtierne efter skæbneåret 1864. Ligesom andre bevægelser før og nu var skandinavismen ikke en ensartet og homogen størrelse, men noget hvis indhold, målsætninger og aktører forandredes over tid. For den, som vil forstå 1800-tallets Norden, er skandinavismen således et nøglebegreb.

Bidragydere: Henrik Edgren / Hanna Enefalk / Kari Haarder Ekman / Ruth Hemstad / Magdalena Hillström / Fredrik Nilsson / Henrik Ullstad / Hanne Sanders / Ole Vind.