Historien om Roskildefreden og Skånelandenes overgang til Sverige er ofte fortalt med fokus på krig og nationalstater, snaphaner og en hårdhændet forsvenskningspolitik. Her gives et andet billede.

Krigen har sit spillerum, men freden får mere plads – som den også gjorde det i 1600-tallet. Årene med krig var få, men ødelæggelsen stor. I fredstid byggede man samfundet op igen og arbejde man for at integrere de gamle østdanske landskaber som et nyt sydsvensk område.

At følge dette arbejde er at følge de nye svenske undersåtter og den svenske stats repræsentanter i området. Det handler om adelen, om soldaterne, om universitetet, om skatterne, om produktionen, om undervisningen og om kirken. Det handler om, hvad den nye grænse i Øresund kom til at betyde. Det vigtigste fra et svensk perspektiv var at få trofaste undersåtter i syd. For menneskerne i Skånelandene handlede det om at skabe en fungerende hverdag der hvor de var født og ville bo. At flytte til Danmark var et alternativ, men der var ikke mange som valgte det.

Hanne Sanders præsenterer ny historisk forskning med ambitionen at formulere en ny fortælling, hvor snaphanerne får en mindre rolle end normalt. I stedet følger vi det almindelige folk og myndighedspersoner i deres stræben efter at skabe en fredelig integration i det nye svenske område.