Den klingende tale beskæftiger sig med operaens fødsel omkring 1600 i Italien ud fra en retorisk synsvinkel. Bogen giver et indblik i genrens historiske forudsætninger og i de tværæstetiske diskussioner om sprog, digtning, retorik og musik, som præger de italienske akademier i senrenæssancen. De veltalende – og til tider både humoristiske og stærkt polemiske – humanister kommer selv til orde i bogen i kraft af talrige citater, der er oversat til et mundret dansk.

Med udgangspunkt i et holistisk retorikbegreb, der er inspireret af nyretorikken og af dele af Friedrich Nietzsches forfatterskab, viser Jette Barnholdt Hansen, at retorik kan åbne for en større forståelse af operaernes æstetiske univers. Hun viser samtidig, at operaer af bl.a. Claudio Monteverdi, Jacopo Peri og Marco da Gagliano også er vidnesbyrd om senrenæssancens blomstrende retoriske tradition. En af bogens vigtigste pointer er dermed, at digtning, retorik og musik udgjorde en enhed i senrenæssancen.

De trykte operapartiturer afspejler et møde mellem en eksisterende mundtlig og en tiltagende skriftlig kultur. Dette tydeliggør den mundtlige tradition; bl.a. har elementer fra den performative kultur aflejret sig i de trykte partiturers detaljerede notation. De første operapartiturer er hermed en unik kilde til belysning af actio (den retoriske fremførelse), som ellers fylder relativt lidt i værkerne om retorik fra det 16. og 17. århundrede.