I september 1807 oplevede København tre rædselsnætter, hvor britiske bomber og raketter slog ned og dræbte eller lemlæstede hundreder af mennesker, før byen kapitulerede.

Mange huse lå i ruiner, og tårnet på Vor Frue Kirke var skudt i grus. Briterne drog af med flåden, symbolet på det dansk-norske monarkis magt og velstand. Syv år senere gik Norge tabt. Danmark var blevet ”et lidet, fattigt land”.

Briterne var i krig med franskmændene og ville forhindre dem i at få den danske flåde. Militært var aktionen en succes – det måtte selv Napoleon indrømme. Men den udløste en voldsom debat om mål og midler. Kunne man angribe en neutral stat, tilmed på grundlag af efterretninger, som viste sig at være fejlagtige? Og var et bombardement mindre ”etisk” end en belejring, som ville have kostet mange flere ofre?

Det venskabelige bombardement beskriver, hvad der skete i hovedstaden, men forfatterne (hvoraf tre er briter) anlægger samtidig et perspektiv, der peger ud over det nationale. De inddrager stik, malerier og andre visuelle kilder, og de analyserer danske og engelske digteres reaktioner på 1807.

Endelig viser de, hvordan erindringen om bombardementet holdt liv i et engelsk fjendebillede længe efter 1864 – vi blev anglofile langt senere, end vi tror.