Grønland ser sig selv på vej til selvstændighed. Dette billede – og de spændinger, der indgår i det – former trekantforholdet mellem EU, Grønland og Danmark.

Danmark har i flere århundreder fyldt rigtigt meget af horisonten, når man fra Grønland ser ud mod verden. Samtidig findes både i Grønland og i Danmark et ideal om, at hvis man er en rigtig nation, så er man et homogent fællesskab med sin egen stat. På den baggrund bliver det afgørende for, at Rigsfællesskabet kan fortsætte, at Grønland har behov for ekstern bistand til sin udvikling frem mod selvstændighed – og at dette behov kan formuleres på en måde, der ikke fremstiller Grønland som et umyndigt barn.

Som en del af afkoloniseringsprocessen har Grønland søgt at sprede sin afhængighed af omverdenen. Forholdet mellem Danmark og Grønland er dermed gradvist åbnet. Et centralt eksempel er den serie af retoriske og praktiske ‘suverænitetspil’, der har udspillet sig i trekantforholdet Grønland/EU/Danmark. I forhold til både EU og andre har aktuelle forestillinger om, hvordan klimaforandringerne åbner Arktis for mineraludvinding og handel, givet Grønland nye kort på hånden.

Denne bog analyserer disse forandringer i national identitetsdiskurs og praktisk udenrigspolitik ved hjælp af fem greb: Gennem diskursanalyser identificeres de centrale begreber, der organiserer dansk og grønlandsk identitet. Politiske debatter læses som identitetsforhandlinger. Den praktisk-diplomatiske håndtering af modstridende identitetsdiskurser afdækkes gennem kvalitative interviews med politikere, diplomater og embedsmænd fra Grønland, Danmark og EU. Juridiske tekster betragtes som det ‘fastfrosne’ resultat af retoriske og praktiske suverænitetsspil. Endelig udvikler bogen scenarier for fremtiden og udpeger på den baggrund, hvordan rigsfællesskabets overlevelseschance kan bedres, hvis det tænkes som en ‘stadigt løsere union’. Én måde, hvorpå Danmark kan gøre det billede mere overbevisende, er at sætte sit embedsværk og diplomati i Grønlands tjeneste: Danmark må aktivt understøtte arbejdet med at sprede Grønlands afhængighed ud – som det er sket i forholdet til EU. Kun ved at gøre Rigsfællesskabet overflødigt, kan det reddes.