Fra det antikke Grækenland har vi overleveret en forestilling om
at der findes fire gode personlige egenskaber som er særligt vigtige.
Disse fire – retfærdighed, besindighed, visdom og mod – er kendt
som de fire kardinaldyder, og Platon får ofte æren for at have opfundet
eller samlet disse dyder. Det skyldes at de spiller en meget fremtrædende
rolle i hans mest berømte værk, Staten, når den lykkelige
sjæl og den velfungerende stat skal beskrives.
Denne bog præsenterer en grundig analyse af de fire kardinaldyders
tidligste historie. Undersøgelsen falder i to dele. I den første
kortlægges kardinaldydernes tilstedeværelse i den græske litteratur
frem til og med Platon. Denne undersøgelse er bl.a. baseret på
computerassisterede analyser af den samlede græske litteratur frem
til Platons egen samtid, hvilket gør det muligt at skitsere og identificere
forbindelser mellem de fire berømte termer. Korpuslingvistiske
metoder og statistisk analyse anvendes for at give behandlingen et
mere systematisk grundlag og tilstræbe så høj en objektivitet som
fortolkningen af denne litteratur tillader.
Anden del beskæftiger sig med en række centrale og berømte dialoger
i Platons forfatterskab som underkastes en kritisk analyse med
sigte på de fire kardinaldyder og deres mulige interne forbindelser.
Undervejs sættes der spørgsmålstegn ved om de udgør en fast og
veletableret filosofisk enhed, og om de repræsenterer den samlede
dyd i de undersøgte dialoger. Samlet præsenterer bogens to dele
et forslag til at genoverveje vores forståelse af begyndelse til de fire
kardinaldyders lange og prominente historie.