Lykke-Per, en af dansk litteraturs helt store klassikere, i ny engelsk oversættelse
Henrik Pontoppidans udviklingsroman Lykke-Per er et af de mest ikoniske og grundlæggende værker inden for moderne dansk litteratur. Romanen har henrykket og inspireret læsere i over hundrede år og er blevet udnævnt som hovedværk i den europæiske verdenslitteratur af så store internationale navne som Thomas Mann og Georg Lukács. Alligevel er den kun i ringe grad nået ud over Danmarks grænser.
Det vil denne nye oversættelse til engelsk af den irske forfatter, oversætter og filmmager Paul Larkin forsøge at ændre på, ved at gøre dette litterære storværk tilgængeligt for en verdensomspændende læserskare. Oversættelsen er både levende og indlevende og formår at bevare originalens helt unikke fortællerglæde og atmosfære på et let og flydende engelsk.
Bogen følger Per Sidenius, der voksede op under trange kår i et dybt religiøst, jysk hjem i sidste halvdel af 1800-tallet, men forlod familien for at skabe sig et navn i København. Som ung mand opnår han succes der – forlovet med den hovedrige, jødiske arving Jakobe og med en lovende fremtid som en af de nyskabende tænkere i den ‘Nye Tidsalder’ – men på toppen af sin sociale og karrieremæssige optur begynder han pludselig at sætte spørgsmålstegn ved sit liv og tage sine valg op til revision. Med benhård ligefremhed og dyb medfølelse beskriver Pontoppidan de følgende omvæltninger, op- og nedture i Pers liv, og endelig det helt store spørgsmål: Hvem er jeg, og hvad må jeg gøre?
Lykke-Per er en udforskning af den danske nationalsjæl omkring århundredskiftet fra en af vores største forfattere og har en urokkelig plads blandt de vigtigste værker, der er uundgåelige for enhver, der ønsker at kende noget til dansk litteratur.
Lykke-Pers digter er en fuldblods fortæller og en kritiker af livet og samfundet af fuldkommen europæisk rang. Som en ægte konservativ hævder han i en stakåndet verden fortællingens store stil. Som en ægte revolutionær ser han i prosaen frem for alt en dømmende magt. Med den charmerende, ja, medrivende strenghed, som er kunstens hemmelighed, dømmer han tiden og peger, som en ægte digter, på en renere menneskelighed.
— Thomas Mann, 1927