I At bo, at benævne undersøges forholdet mellem de danske stednavne fra jernalderen og vikingetiden og de arkæologiske levn fra samme perioder. Bogen starter med at udforske spørgsmålet om sammenhæng mellem stednavne og arkæologiske lokaliteter i en metodisk og teoretisk diskussion, hvor det argumenteres, at navne og arkæologi må hænge sammen i kraft af menneskers praksisser samt af en fælles forankring i landskabet.

Spørgsmålet belyses videre ud fra et konkret eksempel: en undersøgelse af regionen omkring det fundrige område i Boeslunde og nabolandsbyen Neble på Sydvestsjælland. Arkæologiske fund viser, at dette område var velstående i yngre bronzealder og senere i germansk jernalder, vikingetid og middelalder.

Området analyseres ud fra tre vinkler, der repræsenterer hver sin forskningstradition. Først beskrives den bebyggelseshistoriske udvikling gennem en komparativ analyse af arkæologi og stednavne. Dernæst diskuteres de to typer kildemateriales udsagn om Boeslundes karakter af såkaldt centralplads. Til sidst anlægges et landskabsfænomenologisk perspektiv, hvor topografi og monumenter inddrages i en diskussion om, hvordan landskabet opleves og gives mening.

Arkæologi og stednavne repræsenterer hver deres perspektiv på fortidens landskab. De udgør begge akkumulerede fragmenter af fortidens praksis, produkter af den fortsatte interaktion mellem mennesker, der ’skaber sted’, og landskabet. Formålet med bogen er gennem en spejling af de to materialer at bidrage til en bedre forståelse af kilderne hver især, af deres metodiske problemer og af deres sammenhæng: menneskets beboelse og færden i landskabet.