▼ Din mening
▼ Kunder, som har købt denne titel, købte også
Indvandring og integration har længe været et omdiskuteret emne i den danske offentlighed og forskning. Oftest har fokus været på mødet mellem indvandrerne og det danske samfund. I Transnational identitet under forandring rettes blikket derimod mod de transnationale processer, som kendetegner situationen for indvandrerne og deres efterkommere.
Bogen kortlægger indvandrere og flygtninges organisationsdannelse i Danmark 1965-2010 og er et bidrag til indvandrernes sociale, kulturelle, religiøse og politiske historie i Danmark.
Fra midten af 1960’erne har migranter – i kampen om ressourcer, rettigheder og idealer – oprettet sociale, religiøse og politiske organisationer. Bogen giver et nuanceret billede af ændringerne i organisations-strukturen og af indvandrernes placering i det danske politiske system, ligesom den gør rede for, hvordan indvandrerorganisationerne allierede sig med danske organisationer og politiske partier, men også konfronteredes med en højreradikal bevægelse.
Som begreb refererer transnationalisme i almindelighed til de mangesidige sociale, kulturelle, økonomiske, organisatoriske, religiøse og politiske relationer, indvandrerne skaber og vedligeholder, og som strækker sig over landegrænser og forbinder oprindelsesland med modtagerland.
Flemming Mikkelsen søger med begrebet mobilisering at favne de kollektive strategier, indvandrerne benytter i kampen om ressourcer, rettigheder og idealer. Mobilisering dækker i denne forbindelse over et bredt spektrum af organisationer, foreninger og bevægelser, der kan have meget forskellige forudsætninger og formål, men som alle er med til at definere indvandrernes kollektive identitet.
Flemming Mikkelsen, dr.scient.pol. et cand.mag., er uddannet historiker, politolog og sociolog fra Københavns Universitet og University of Michigan, Ann Arbor.
Indlæg offentliggøres med navn og e-mail. Forlaget forbeholder sig ret til at redigere og udelade indlæg.Kunder, som har købt denne titel, købte også
|