I sidste halvdel af 1970’erne anstillede professor Aage Henriksen et litteraturfagligt eksperiment. Han havde da for længst skabt sig en tydelig profil, uddannet og dannet flere generationer af studerende, fået dygtige elever som kolleger. Men i akademisk sammenhæng var han stadig i manges øjne en art okapi – en outsider, om end central – fordi han altid insisterede på at sammentænke litteraturlæsning med eksistens og personlig vækst.
Derfor søgte han nu dialog med tilgrænsende fagområder, videnssociologien og hermeneutikken, og genoptog i lyset heraf sit lange mellemværende med forfattere som N.F.S. Grundtvig, Søren Kierkegaard, Henrik Ibsen og Sophus Claussen, men også bl.a. Steen Steensen Blicher og Herman Bang.
Resultatet fremlægges i denne bog i form af tre vægtige forelæsningsrækker, som både kan læses i deres helhed og som enkeltnedslag.
Med et efterskrift om Aage Henriksen af Erik Skyum-Nielsen.