Mange kender til Kierkegaards indædte polemik mod hegelianismen, hans kritik af Friedrich von Schlegels romantiske ironi og hans deltagelse ved Schellings foredrag i Berlin. Dette er imidlertid blot få, velkendte eksempler på en lang dybere indflydelse og inspiration. Kierkegaard læste tysk flydende og var interesseret i mange forskellige forfattere og tænkere fra de tysktalende lande, og auktionskataloget over hans personlige bibliotek indeholder et væld af tyske værker fra diverse fagområder.

Med tanke på hans kritik af hegelianerne, Schlegel og Schelling kunne man måske forledes til at tro at Kierkegaard var antitysk, men det er langt fra tilfældet – visse tyske tænkere roste han højt, herunder Hamann, Lessing og Trendelenburg. Denne bog undersøger Kierkegaards relation til forskellige aspekter af den tysksprogede kultur, med det formål at opnå en bedre indsigt i hvor vigtige de tyske kilder var for hans tænkning. Der er så mange berøringspunkter mellem ham og de tyske tænkere at Kierkegaard næppe ville have været Kierkegaard uden den tyske kulturs indflydelse – og den danske guldalder dermed heller ikke en guldalder.