Heftige shitstorme i medierne, på Facebook, Twitter og i diverse debatfora på internettet er nu om stunder hverdagskost i den offentlige debat, hvor mere eller mindre anonyme røster tilkendegiver mere eller mindre velformulerede og grovkornede meninger. Under den tidlige enevælde i 1700-tallets Danmark kunne den slags subversive ytringer kun få afløb i form af anonyme, håndskrevne smædeskrifter. Disse satiriske og erotiske smædevers er indtil nu stort set forbigået i den danske litteraturhistorie. Med sideblik til lignende litteratur i England, Frankrig og Sverige viser denne bog for første gang, hvordan smædevers under den tidlige danske enevælde blev cirkuleret for at sprede politisk kritik og sladder uden om enevældens censur.
Bogens første del handler om en af 1700-tallets mest berømte og berygtede smædeversdigtere, præsten Hans Nordrup, som skrev nogle af tidens groveste vers, men i dag er stort set ukendt. De fleste af versene er anonyme og kan kun indirekte tilskrives Nordrup, hvilket danner udgangspunkt for forfatterens afgrænsning og diskussion af hans forfatterskab.
Anden del diskuterer, hvordan enevælden udøvede kontrol over litteraturen. Smædeversene omgik forbuddet mod politisk kritik, var både politisk og smagsmæssigt grænseoverskridende og bidrog dermed til digtningens begyndende frigørelse fra sin oprindelige opbyggelige berettigelse.
Tredje del viser, at håndskrifter ikke bør ses som uddøende eller konkurrerende i forhold til det trykte medie, men snarere som et parallelt, eksklusivt medie, som kunne artikulere alle de nyheder, rygter og smagsmæssige overskridelser, som enevælden ville undertrykke.
Bogen rummer et kommenteret udvalg af typiske Nordrup-værker, hvoraf kun enkelte tidligere har været offentliggjort ucensureret og i deres helhed.