Danmark gennemlevede mange intense kriser i den periode, vi i dag kalder Guldalderen – både politisk, økonomisk og kulturelt. Begivenheder som Den Franske Revolution, Napoleonskrigene, Statsbankerotten 1813, revolutionerne i 1848 og 1. Slesvigske Krig (1848-50) påvirkede alle det danske samfund, som gennemgik grundlæggende ændringer i denne tid. De mange forandringer, der fandt sted, gjorde perioden dynamisk, og kunstnere, digtere, filosoffer og religiøse tænkere måtte til stadighed gentænke landets situation. Flere af tidens største danske frontfigurer – heriblandt Johan Ludvig Heiberg, Hans Lassen Martensen og Søren Kierkegaard – beskrev krisens natur og kom med forskellige forslag til løsninger.

The Cultural Crisis of the Danish Golden Age følger gennem en række studier krisens mange facetter. Jon Stewart viser, hvordan mange intellektuelles og kunstneres opfattelse var, at krisen nærmest var en ånd, der hjemsøgte dem – men en ånd som fremfor at være en negativ og destruktiv påvirkning tværtimod var en motiverende og stimulerende kraft, der gjorde guldalderen til det, den var. Den gjorde kunstnere og tænkere mere villige til at gøre op med fortiden og søge nye tilgange til måder at komme ud af krisen på. Bogen argumenterer således for, at krisen havde afgørende betydning for udviklingen af det, vi i dag kender som guldalderkulturen.

Men denne bog er ikke kun et historisk studie – den viser også, at mange af den kulturelle krises grundelementer stadig findes i nutidens samfund. Ifølge Heiberg led perioden af relativisme, subjektivisme og nihilisme, og denne diagnose synes måske påfaldende velkendt for den moderne læser. Set fra denne vinkel bliver Guldalderen yderst interessant og relevant for den moderne verdens brede vifte af problematikker.