I 1875 fik den første kvinde lov til at studere ved Københavns Universitet, efter at mænd i næsten 400 år havde haft eneret. Men det betød ingenlunde, at kvinderne derefter fik frie tøjler til at uddanne sig – og endnu mindre til at gøre karriere inden for akademia.

I løbet af de seneste 40 år er uddannelsessystemet imidlertid undergået en markant forandring. Antallet af kvinder, der tager en højere uddannelse, er øget markant – og er sågar højere end antallet af mænd – men i toppen af uddannelsessystemet har kvinderne stadig trange kår. Som en kønshistorisk introduktion forholder Har videnskaben køn? sig til såvel denne udvikling som til de lærde foregangskvinder i Danmark og Norden op gennem historien.

Denne historiske udgravning bliver til i samspil med en fyldig forskningsoversigt over nyere kønsforskning. Ved hjælp af dette mere generelle vue viser Rosenbeck, at kvinders uddannelseshistorie er en historie om fremgang, men også om modstand og tilbageslag. Hun viser, at arnestedet for den feministiske teori findes i viljen til at kritisere de argumenter og opfattelser, som har været taget for givet i forskellige historiske perioder og fagområder, altså opfattelser, der kredser om magt og fastholdelse af de eksisterende strukturer og opfattelser af køn. Rosenbeck gør det således tydeligt, at kønsforskningen ikke altid blot handler om kønnet som konkret størrelse, men at den også i sig selv indtager en kritisk videnskabelig position, der søger at udvide rammerne for videnskaben. Kønsforskningen viser med andre ord, at videnskaben aldrig er værdifri.

Kombinationen af det historiefaglige og den kønsteoretiske forskningsoversigt udgør dermed baggrunden for bogens debatterende afslutningskapitler, hvor der mere overordnet spørges til, hvordan kønsforskningen har ændret videnskaben.