I kommission for
Det Kongelige Bibliotek
Bogomslaget er en forunderlig kunstform, der både afspejler den enkelte bog og hele bogmarkedet. I De gamle bogomslag giver dansk boghistories grand old man, Harald Ilsøe, den første samlede fremstilling af de danske bogomslags historie fra 1820 til 1920. Bogbranchen var i rivende udvikling i perioden, og i fyldige billedtekster fremlægger Harald Ilsøe bogomslagets udvikling fra at være dekoreret med rammer og vignetter til at være udsmykkede af kendte kunstnere med overdådige og underfundige farvetryk. Både billigbøger og kriminalromaner var efter århundredeskiftet i hastig fremmarch, bl.a. båret frem af deres iøjnefaldende og farvestrålende omslag.
Blandt de mange bogomslag, forfatteren præsenterer, er omslaget til Holger Drachmanns Troldtøj fra 1889, der på grund af sin overdådige udsmykning af Joakim Skovgaard, August Jerndorff og Th. Bindesbøll regnes for et hovedværk i dansk bogkunst. Vi hører også om, hvordan Svend Leopold opkaldte sin Tredie Kaktusbog (1917) efter Hans Tegners kaktus på dens to forgængere, som et sjældent eksempel på, at et omslag har ført til en titel. Forlagenes brug af bogomslagene – og ikke mindst kunstnerne bag – i markedsføringen af både kommende og ældre udgivelser, hvoraf de sidste lejlighedsvis fik nye friske omslag for at sætte gang i salget, hører vi også om.
Værket består af en billeddel, hvor mere end 600 bogomslag er kommenteret og gengivet i farver, forfatterens efterskrift, et register over bl.a. kunstnere, forfattere, forlag og trykkere samt et tillæg i form af en fortegnelse over øvrige dekorerede bogomslag for de særligt interesserede.
Harald Ilsøe (f. 1933), seniorforsker og historiker tidl. ansat ved Det Kongelige Bibliotek. Han er igennem 50 år forfatter til en lang række videnskabs- og boghistoriske og bibliografiske værker.
|