I kommission for
Dansk Jødisk Museum
I oktober 1943 måtte tusindvis af mennesker flygte, fordi de var jøder. Denne bog handler om deres oplevelser. Det er en bog om tab, adskillelse og overlevelsens pris. Om hvad der sker med mennesker, når de bliver revet ud af deres dagligdag og må træffe dramatiske valg.
På baggrund af nyt kildemateriale og hundredvis af interviews
fortæller bogen for første gang historien om, hvad der skete efter
den berømte redning af de danske jøder i oktober 1943: Nu
fortælles historien om alle de børn, der blev skjult i Danmark, da
deres forældre måtte flygte til Sverige. Nu beskrives
landflygtighedens betydning for livet i familierne og det afdækkes,
at den danske stat ydede massiv økonomisk kompensation for
jødernes flugt og hjælp til reetablering efter krigen. For første gang
skildres de langtrækkende konsekvenser af flugt, eksil og
deportation. De danske jøders krigsoplevelser sluttede ikke i maj
1945. Krigen trækker et langt spor ind i vores nutid.
Bogens titel Ikke noget at tale om henviser til et svar, som ofte
gentages i vidnesbyrd fra danske jøder. Da krigen var slut, var seks
millioner europæiske jøder blevet myrdet under Holocaust. Langt
de fleste danske jøder havde overlevet krigen. Hvad de havde
oplevet på flugt, i eksil og i koncentrationslejre, var til
sammenligning ”ikke noget at tale om”. For mange vidner er det
nu første gang, de taler om deres oplevelser – og om krigens
omkostninger. Der ER noget at tale om.
Museumsinspektør Bjarke Følner har skrevet bogens efterskrift om
mindesmærker og kampen om erindringen.
Sofie Lene Bak (f. 1973) er historiker, ph.d. og projektleder på forsknings- og dokumentationsprojektet om danske jøders krigsoplevelser 1943-1945 på Dansk Jødisk Museum.
Bjarke Følner (f. 1976) er cand.mag. i historie og minoritetsstudier og museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum.
Sofie Lene Bak,ph.d., er lektor ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.
|