I kommission for
Filologisk-Historisk Samfund
Blandt de værker, der er overleveret under Platons navn, er den
forholdsvis ukendte Theages. Det er en ganske kort dialog, som ikke
desto mindre behandler et kernespørgsmål i Platons forfatterskab:
Hvordan opnår man visdom? Den har tydelige referencer til en række
kendte passager i Platons værk, fx i Forsvarstalen, Symposion, Staten
og Theaitetos. Desuden viser den nogle af de berømteste sider af
Platons Sokrates: Hans guddommelige tegn, hans særlige ironi, hans
forhold til sofisterne og til de mennesker, der vil følge ham. Dialogen
er både filosofisk og litterært vanskelig at fortolke og er ofte blevet
anset for uægte.
Den platoniske dialog Theages giver en oversættelse af dialogen,
gennemgår dens forskningshistorie og fortolker den gennem en
omhyggelig læsning og en diskussion af dens vigtigste temaer. Bogen
viser, hvordan de sidste århundreders forskning direkte eller indirekte
har været afhængig af spørgsmålet om ægthed. I modsætning hertil
argumenterer forfatteren for, at den rette forståelse af dialogen bedst
findes på baggrund af Platons samlede værk, uafhængigt af forfatterspørgsmålet.
Således giver bogen også et overblik over den nyere
Platon-forskning og en indføring i en række væsentlige temaer hos
Platon.
Rasmus Sevelsted er cand.mag. i græsk og latin og ansat på Søren
Kierkegaard Forskningscenteret, Københavns Universitet. Han er
desuden oversætter og medlem af redaktionskomiteen for Platons
samlede værker (Gyldendal 2009–2014).
|