Being Danish er et vigtigt bidrag til sociologiske og antropologiske identitetsstudier og til identitetsdebatten i Danmark i særdeleshed og i Europa i almindelighed.
På baggrund af omfattende arkivstudier og etnografisk feltarbejde undersøger Richard Jenkins begrebet danskhed og analyserer, hvad der lå til grund for opfattelsen af begrebet i Skive i 90’erne.
Derudover undersøges danskernes holdning til Den Europæiske Union og Dannebrogs og Kongehusets symbolske betydning, samt hvilken rolle kristendommen spiller for danskheden.
Jenkins analyserer også, hvordan den danske stat bidrager til at danne den enkelte borgers identitet, og hvilken betydning de senere årtiers indvandring af muslimer har haft for mange danskeres identitet.
Jenkins diskuterer desuden den højredrejning, der har præget det politiske Danmark siden slutningen af 90’erne og, inkluderet i denne 2. udgave, den nylige venstredrejning efter valget i 2011, og bogen slutter således med en kritisk gennemgang af danskhedsbegrebets fremtid. Især siden det danske nej til Maastricht-Traktaten i 1992 og Muhammedkrisen i 2005-06 har Danmark haft en meget synlig plads på den internationale politiske scene.
Denne 2. udgave giver Jenkins mulighed for at inkludere valgresultatet i 2011 i sine diskussioner samt en reaktion på de forskellige umiddelbare modtagelser af udgivelsen.