Fra bogtrykkerkunstens indtog i begyndelsen af det 16. århundrede og så langt frem som til etableringen af den islandske statsradiofoni i begyndelsen af det 20. århundrede eksisterede den gamle håndskrifttradition side om side med den trykte bog. De to medier henvendte sig til forskellige, men overlappende målgrupper, og overleverede forskellige, men overlappende, typer af tekster.

I Mirrors of virtue. Manuscript and print in late pre-modern Iceland ser antologiens forfattere nærmere på forholdet mellem håndskrift og trykt bog. Udgangspunktet for undersøgelsen er nye retninger inden for kulturstudier og litteraturvidenskaben, som fokuserer på teksten som genstand og på den historiske og kulturelle kontekst, den blev skabt og brugt i.

Bogens titel, Mirrors of virtue (dydsspejle), refererer til den populære senmiddelalderlige og tidligt moderne eksemplariske og formanende ‘spejllitteratur’ – eksempler på denne type litteratur behandles også i bogen – men også til ideen om, at både håndskrifter og trykte bøger afspejler ‘dyd’ i en bredere forstand.

Mens nogle af de håndskrifter, der inddrages, tydeligvis er blevet udarbejdet med henblik på at tilskynde læseren til dydig opførsel, findes temaet dyd også i andre, som frem for at undervise skulle underholde sin læser. Håndskrifterne afspejler også de skriftlærdes ihærdige bestræbelser på at bevare ikke blot den litteratur, de producerede, men også selve praksissen med at afskrive og læse tekster højt, for eftertiden på et tidspunkt, hvor denne tradition hurtigt mistede terræn til andre former for litterær produktion, formidling og modtagelse.

Bidragydere: M.J. Driscoll, Margrét Eggertsdóttir, Silvia Hufnagel, Guðrún Ingólfsdóttir, Árni Heimir Ingólfsson, Tereza Lansing, Davið Ólafsson, Svanhildur Óskarsdóttir, Katelin Parsons og Þórunn Sigurðardóttir.