Holocaust-vidnesbyrdet er i disse år genstand for en stor interesse i både Danmark og udlandet. At skrive Holocaust introducerer både til vidnesbyrdgenren og til Primo Levis, Elie Wiesels og Jorge Semprúns forfatterskaber.

Siden afslutningen på Anden Verdenskrig har amerikanske historikere, jødiske politikere, alverdens museumsfolk, Hollywood-instruktører og mange andre forsøgt at tage patent på den rette forståelse af Holocaust. De overlevende vidnesbyrd modsætter sig derimod lette konklusioner og viser, at traumet Auschwitz ikke kan sættes på museum.

I deres vidt forskellige vidnesbyrd reflekterer Levi, Wiesel og Semprún over vanskelighederne ved 'at skrive Holocaust'. Primo Levi er naturvidenskabsmanden, som både skriver på vegne af sine medfanger, der ikke overlevede, og for selv at forstå. Elie Wiesel - den kendteste Holocaust-forfatter i USA - er det religiøse vidne, som forstår Holocaust ud fra det jødiske folks lidelseshistorie. Jorge Semprún er det intellektuelle vidne, der i værk efter værk gennem æstetiske formeksperimenter forsøger at skabe orden i sin kaotiske erindring.

Morten Lassens analyser af de tre forfatterskaber viser, at et vidnesbyrd ikke er en ’hellig tekst’, men et stykke erindringslitteratur med alt hvad det indebærer. At skrive Holocaust har vist sig at være en uendelig opgave.