Værket Lost and Found: Queerying the Archive præsenterer en række originale queer-teoretiske og -kunstneriske bidrag, som sætter arkiv og historieskrivning i relation til køn og seksualitet. Hvad er det, vi glemmer i historieskrivningen, hvad er gået tabt for vores arkiver, og hvad udelades af de store kulturkanoner? Lost and Found handler om, hvorledes erfaringer og historier, der ikke deles og udføres af majoriteten, huskes og fortælles i et alternativt sprog.
Bogen indeholder fire teoretiske artikler og bidrag af 13 samtidskunstnere. I artiklen ”Lost and Found: Queerying the Archive” diskuterer kuratorene Jane Rowley og Louise Wolthers, hvordan kunsten udfordrer de traditionelle arkiver og måder at skrive historie på gennem analyser af værker af de 13 samtidskunstnere, der er repræsenteret i bogen og på udstillingen. Kunsthistorikeren Mathias Danbolt kortlægger arkivfigurens rolle i nyere queer- kunst og -teori i teksten ”Touching History: Archival Relations in Queer Art and Theory”. Gennem analyser af spekulative, flirtende og konfronterende strategier argumenterer han for at anlægge et queer-perspektiv på arkiver og historieskrivning. I ”Photographing Objects: Art as Queer Archival Practice” diskuterer den amerikanske kulturteoretiker Ann Cvetkovich, hvordan kunsten kan fungere som en særlig slags ”følelsesarkiv” med udgangspunkt i kunstnerne Tammy Rae Carland og Zoe Leonard. Og den amerikanske litterat Heather Love fremhæver i ”The Art of Losing” betydningen af, at queer-historieskrivning inkluderer tab, smerte, isolation og ensomhed, som er blevet ekskluderet i den gængse fortælling om homoseksuel frigørelse.
Derudover præsenteres kunstneriske bidrag af Michael Elmgreen & Ingar Dragset (DK/NO), Tejal Shah (IN), Conny Karlsson (SE), Cecilia Barriga (CHI), Flemming Rolighed (DK), Ingo Taubhorn (DE), Aleesa Cohene (CAN), Mary Coble (US), Kimberley Austin (US), Al Masson (DK/FR), Heidi Lunabba (FI) og Benny Nemerofsky Ramsay (CAN). Bogen igennem bringes uddrag fra digtsamlingen I Remember (1970) af den amerikanske forfatter Joe Brainard.
Lost and Found: Queerying the Archive er udgivet i forbindelse med en udstilling af samme navn på Kunsthallen Nikolaj (29.5.09-02.8.09) og Bildmuseet Umeå (25.01.10-25.04.10), kurateret af Jane Rowley og Louise Wolthers.
|