I årene 1709 til 1713 blev landene omkring Østersøen for sidste gang i historien ramt af en voldsom epidemi af byldepest. Det er bestemt ikke noget tilfælde, at regionen i de samme år var hærget af ”Den store Nordiske Krig” (1700-1721), der definitivt gjorde en ende på Sveriges stilling som stormagt og samtidig banede vej for en ny stormagt: Rusland under tsar Peter den Store. Sammen med de marcherende hære fulgte den smitsomme pest, der mange steder ramte en befolkning, der i forvejen var svækket som følge af krigshandlingerne.

The Last Plague in the Baltic Region, 1709-1713 er skrevet med to mål for øje: Dels over for engelsksprogede læsere at formidle mange års forskning inden for emnet skrevet på de nationale sprog og dels at publicere forfatterens egen grundforskning igennem ti år. Denne forskning består af en række dybtgående, lokale undersøgelser af epidemiens forløb og myndighedernes reaktioner. Der er lagt særlig vægt på Nuckö i Estland samt København og Helsingør i Danmark, hvorfra der er bevaret et usædvanlig fyldigt kildemateriale.

For de enkelte byer og lokalområder gives der en grundig redegørelse for pestens demografiske og økonomiske konsekvenser samt en analyse af, hvilke befolkningsgrupper, der havde den største mortalitet. Som et påfaldende resultat kan nævnes, at de fattige voksne kvinder næsten overalt blev hårdere ramt af sygdommen end andre grupper i samfundet. Alt tyder på, at den undersøgte sygdom var identisk med den moderne byldepest med oprindelse i rotter der var syge af bakterien Yersinia Pestis, der blev spredt til mennesker af forskellige arter af lopper.