Installationskunst er et ret nyt fænomen, der først opstod som genre i løbet af 1960’erne og 1970’erne. Siden hen har den udviklet sig til en af vor tids mest udbredte kunstformer. Den er attraktiv for kunstnere fra hele kloden, fordi den har et uendeligt varieret udtryksspektrum og indbyder til eksperimenter; den er eftertragtet af kunstinstitutionerne på grund af sine spektakulære virkninger og evne til bestandigt at forny sig og sætte nye genrevarianter i verden; og den tiltrækker publikum, fordi den er sanseligt pågående og involverer beskueren på en mere kropslig og aktiv måde end vanligt.
Installationskunsten mellem billede og scene er den første bog på dansk om installationskunsten som kunstform. Bogen er en grundig undersøgelse af installationens grundkarakter og forhold til tid, rum og beskuer. Den belyser også installationskunstens afgørende forbindelser til andre kunstarter, navnlig teater og performance, og den søger kulturhistoriske forklaringer på, hvorfor installationskunsten er opstået og blevet så udbredt i lige netop senmoderniteten.
Bogen rummer analyser af installationer af bl.a. Bruce Nauman, Olafur Eliasson, Mona Hatoum, Dan Graham, Pipilotti Rist, Gillaume Bijl, Doug Aitken, Ilya Kabakov, Jeppe Hein, Gordon Matta-Clark, Kirsten Justesen, Hotel Pro Forma, Thorbjørn Lausten, Thomas Bang, Bill Viola, Superflex og Thomas Hirschhorn.
