I kommission for
Makadam förlag
Hvad ved vi egentlig om det politiske landskab og de sociale og kulturelle kontakter mellem Sjælland og Skåne i jernalderen? Var Øresund en bro, som knyttede mennesker og samfund sammen på tværs af vandet eller var der perioder, hvor Sundet i stedet fungerede som en barriere.
Ligesom i dag levede menneskene omkring Øresund ikke isolerede fra den øvrige verden. Samfundsudviklingen i regionen kan derfor ikke forstås uden at tage hensyn til de større politiske begivenheder på det europæiske fastland. Samfundene omkring Øresund befandt sig dog i periferien af disse hændelser og blev aldrig for alvor inkluderet i den såkaldte civiliserede verden. Vi har derfor heller ikke nogen skriftlige kilder fra vores område, der kan berette om de folk, der levede her. Derfor må vi i stedet vende os mod de arkæologiske spor. Her er vi desto bedre rustet, da der både fra Skåne og Sjælland findes et rigt og varieret kildemateriale, først og fremmest i form af bopladser og gravfund.
Dette materiale er også tidligere blevet studeret på begge sider af Sundet. Forskelle i lovgivningen og forvaltningen af disse kulturminder, men også forskellige forskningstraditioner har gjort, at man tidligere, fortrinsvis har arbejdet med nationale projekter. Disse forhold har besværliggjort mulighederne for mere direkte sammenligninger mellem områderne.
I denne bog forsøger arkæologer med Skåne og Sjælland som forskningsfelt at belyse forandringer i samfundsudviklingen og de kulturelle kontakter i regionen ud fra ligheder og forskelle i det arkæologiske materiale. Det er en, til dels hidtil, ukendt historie, som beskrives i bogen, når de arkæologiske pladser og fund fra begge sider af Øresund ses i et sammenlignende perspektiv.
|