»Grunden til at jeg skriver saa omhyggeligt om disse forskellige Ting, er den, at jeg gerne vil have nogle Erindringer, og da jeg desuden ved at I før eller senere faar de forskellige Ting at vide i mere eller mindre overdrevet Form, kan jeg lige saa godt straks skrive om Situationen, saadan omtrent som den foreligger. Af Hensyn til den »historiske Sandhed« fortæller jeg saa korrekt som muligt.«
Sådan skriver den ingeniørstuderende Thorkild Lund-Jensen i et brev til sin familie i Århus lørdag aften den 24. juni 1944 under optakten til den københavnske folkestrejke. Thorkild kom tæt på andre dramatiske begivenheder som bombardementerne af B&W samt af Shellhuset og Den Franske Skole, og han var ligefrem selv til stede, da sabotører trængte ind på maskinfabrikken Petersen & Wraae for at sprænge den.
I årene 1939-1945 skriver Thorkild ugentligt breve til sin familie om alt fra disse dramatiske begivenheder til hverdagens trivialiteter med vasketøj, rationeringsmærker, økonomi og boligforhold. Samtidig får vi indblik i hans studium på Polyteknisk Læreanstalt, forholdet til vennerne og livet på Nordisk Kollegium, hvor Thorkild kom under den karismatiske efor Hal Kochs indflydelse. Thorkild svingede i 1943 fra pacifisme og samarbejdspolitik til væbnet voldelig modstand som eneste alternativ. Hvornår og hvordan Thorkild kom ind i modstandsarbejdet ved vi ikke nøjagtigt, men det udviklede sig efterhånden i professionel retning efter at han var trådt ind i Korps Ågesen.
Brevvekslingen giver et indblik i tidens tone og stemning samt en oplevelse af brevskriveren i øjenhøjde. Brevene er kommenteret af museumsinspektør på Frihedsmuseet Henrik Lundbak, der placerer Thorkilds oplevelser historisk og supplerer med fakta om forholdene under besættelsen. Bogen rummer desuden bidrag om Thorkilds familie, om brevene og hans skrivestil, om de efterladte vidnesbyrd om hans illegale arbejde samt om drabet på ham natten til den 4. maj 1945. For lige før befrielsen faldt Thorkild, 24 år gammel, for en tysk kugle på Østerbrogade. I det lys får sidste del af brevet fra den 24. juni 1944 et andet skær:
»Til Slut vil jeg blot sige, at I absolut ikke behøver at være nervøse, selvom det lyder voldsomt herovrefra, thi naar man beskriver saadan en Situation, saa ser den altid værre ud end i Virkeligheden, saa I kan godt sove roligt.«
På trods af Thorkilds tragiske død er Studenterliv under besættelsen rig på levende og muntre fortællinger, hvor alle, som selv engang har været unge – eller måske stadig er det – vil finde noget, de kan genkende. Samtidig føjer bogen et særlig kildemateriale til en afgørende periode i danmarkshistorien.
G. Lund-Jensen, som er lillebror til bogens hovedperson Thorkild Lund-Jensen, er civilingeniør og har indtil sin pensionering arbejdet for de danske elværker, de sidste 15 år som direktør for Elsams afdeling for design og bygning af kraftværker.
Marianne Alenius, direktør på Museum Tusculanums Forlag, ph.d., født 1948. Har i sin forskning bl.a. arbejdet med brevgenren og privatbrevet, særlig i romersk oldtid og perioden 1500-1800. Forfatter til Brev til eftertiden,
1987, og bidragyder til Ikke noget Theselskab. Om en gruppe kvinder
i modstandskampen, ved Hedda Lundh, 2002.
Henrik Lundbak, museumsinspektør på Frihedsmuseet, dr.phil., født 1954. Har i sin forskning bl.a. beskæftiget sig med partiet Dansk Samling 1936-47 samt med værnemagervirksomheden Nordværk og dens sabotagevagtkorps. Medtilrettelægger af Nationalmuseets særudstilling ‘Spærretid’ om besættelsestidens hverdag (2005).
Marianne Alenius er ph.d. og direktør for Museum Tusculanums Forlag.
Alle udgivelser af
Marianne Alenius som redaktør
Mit ubetydelige Levnets Løb 2000, ISBN 978-87-7289-005-0, hft
Marianne Alenius som forfatter
Brev til eftertiden 1987, ISBN 978-87-7289-016-6, hft
Litteratur og lærdom: Dansk-svenske nylatindage 1987, ISBN 978-87-7289-018-0, hft
Latin og nationalsprog i Norden 1991, ISBN 978-87-7289-146-0, hft
Clios døtre gennem hundrede år 1993, ISBN 978-87-7289-274-0, hft
Digternes paryk 1997, ISBN 978-87-7289-436-2, hft
Marianne Alenius som oversætter
Octavia - kejser Neros hustru 2000, ISBN 978-87-7289-650-2, hft
Open Access, University Presses, andEditorial Responsibility 2007, ISBN 978-87-635-1086-8, e-publikation
Open Access Scholarly Publishing in the Humanities and Social Sciences 2010, ISBN 978-87-635-3319-5, e-publikation
Kampen om litteraturhistorien 2004, ISBN 978-87-635-4231-9, indb
| |
|