Grændse som skiller ej! er blevet til i mindet om skibsreder, forlagsdirektør og avisudgiver Einar Hansen.
Bogen rummer syv interessante bidrag skrevet på henholdsvis dansk og svensk, hvor bidragyderne beretter om de mange forskelligartede menneskelige og kulturelle forbindelser over Øresund.
Einar Hansen var en af 1900-tallets store entreprenører i Øresundsregionen. Han blev født i Horsens i 1902 og døde i 1994 i Malmø.
Einar Hansen blev uddannet i Danmark og arbejdede i mere end 70 år i Malmø som en dynamisk virksomhedsleder. Han skabte flere fonde og stiftelser med almennyttige formål, eksempelvis Einar Hansens Forskningsfond til støtte for videnskabeligt samarbejde mellem humanistiske institutioner ved henholdsvis Københavns og Lunds Universitet. Einar Hansen var i det hele taget en vigtig mæcen for kultur og videnskab i både Malmø, Lund og København.
I bogen lægger Kjell Å Modéer ud med en grundig indføring i Einar Hansen liv og virke – Patriot i gränseland, kalder Modéer sit bidrag.
Per-Erik Ljung behandler de litterære og litteraturvidenskabelige kontakter over Sundet, mens Ulf Zander og Orvar Löfgren behandler henholdsvis identitetsdannelse i Øresundsregionen omkring 1900-tallet samt det som Orvar Löfgren betegner som ”identitetstrafik”, bestående af menneskers bevægelse - og ikke mindst deres tanker og idéer - over Sundet.
To af de danske bidrag omhandler Besættelsestiden. Hans Kirchhoff behandler et centralt forskningsområde nemlig redningen af de danske jøder i oktober 1943, mens Olaf Olsen leverer en personlig beretning om sin tid som dansk flygtning i Lund i årene 1943-45.
Afslutningsvis bidrager Else Bojsen med en artikel om dansk-svensk sprogforståelse med fokus på de sproglige barrierer, der er til stede mellem de to nabolande.
Kjell Å Modéer er professor emeritus ved Juridiska institutionen, Lunds universitet.
|