I kommission for
Institut for Engelsk, Germansk og Romansk
Fås også som e-publikation
Fås også som trykt bog (indb.)
Antoine de La Sales to fortællinger er skrevet i det 15. århundrede og handler om ridderliv i senmiddelalderen.
Jean de Saintré – den første originale prosaroman på fransk
– beskriver et høvisk kærlighedsforhold mellem ridderen Jean
de Saintré og den adelige Belle Cousine. Foranlediget af Belle
Cousines utroskab med en ung abbed, får affæren en dramatisk
udgang, der kulminerer i en tvekamp på liv og død. Romanen
skildrer i detaljer livet ved det franske kongehof, dets overdådige
banketter og ceremonier såvel som hovedpersonernes listige
manøvrer og drabelige dyster.
Barnegidslet er den gribende beretning om henrettelsen
af et barnegidsel under Hundredsårskrigen. Den franske kommandant
for fæstningen i Brest nægter at overgive byen til de
belejrende englændere og bringes herved til at ofre sin eneste
søn, som han har stillet som gidsel. Dette tunge valg træffer
kommandanten, støttet af sin hustru, for at redde sin ridderære.
Den korte fortælling er oprindelig en del af et trøsteskrift til
en fornem adelsdame, der lige som borgfruen opfordres til at
vise styrke og bøje sig under Guds vilje.
Fortællingerne er oversat til dansk af Jens Rasmussen,
som også har forsynet bogen med en fyldig indledning
om riddertidens høviske skikke og idealer.
Jens Rasmussen, f. 1916, prof.emer., dr.phil. Ansat som professor i fransk og sprogssystematik ved Handelshøjslolen i København 1965–1986, prorektor 1971-74, dekan ved Det Erhvervssproglige Fakultet 1975-77. Har især beskæftiget sig med fransk grammatik, stilistik og leksikografi. Medforfatter til Moderne fransk grammatik (4. udg. 1993) og Dansk-fransk erhvervskommunikation (2002). Hovedredaktør ved de reviderede udgaver af Blinkenberg og Høybyes Dansk-fransk ordbog (1991) og Fransk-dansk ordbog (1998). De oversatte tekster har han tidligere behandlet i sin disputats fra 1958 om fransk fortællende prosa i det 15. århundrede.
|