Filosoffen Pierre Bayle (1647-1706) er en af de mest gådefulde skikkelser i den europæiske oplysnings historie. Han blev forfulgt af katolikkerne for sin calvinistiske tro. Han blev forkætret blandt sine trosfæller for den tvivl, der var hans livslange grundholdning. Han blev et ikon for oplysningstidens mest fremtrædende aktører på grund af sit indædte forsvar for religiøs tolerance. Han er i dag stort set ukendt herhjemme.

Man kunne kalde ham en kristen oplysningsmand, en tolerant stridsmand, født ind i en kamptid, hvor det katolske Frankrig gennemførte et ofte blodigt opgør med sine protestanter. Han var en enestående kritisk begavelse, der talte tolerancens sag, og som derfor blev en emblematisk figur for oplysningsfolk som Montesquieu og Voltaire.

Den religiøse fanatisme var hovedfjenden for Bayle, den manglende tolerance skulle bringes frem i de stridende parters bevidsthed. Hans liv og kampe har karakter af forspil til Oplysningstiden. Derfor er Bayle og hans skrifter vigtige elementer i den kamp, der fortsat pågår: Kampen mellem fanatisme og tolerance.