Nu foreligger den første biografi om den radikale historiker Erik Arup (1876-1951), der står som en af nyere dansk historieforsknings største skikkelser.

Hans traditionsbrydende Danmarkshistorie (bind 1-2, 1925-32) sætter det danske folks samfundsopbyggende arbejde i centrum, mens konger, stormænd og deres krige tildeles en mere perifer og negativ rolle.

Sammen med værkets mange omvurderinger og provokerende synspunkter fik dette demokratiske historiesyn afgørende betydning for opfattelsen af Danmarks historie. I dagspressen fremkaldte værket voldsomme ideologiske reaktioner som udtryk for mellemkrigstidens stærke spændinger i livs- og samfundssyn mellem kulturradikalisme og konservatisme.

Arups historiesyn er præget af Viggo Hørups og Georg Brandes’ ideer, men også af fremtrædende radikale politikere som C.Th. Zahle, Edvard Brandes, Erik Scavenius og P. Munch, som han lærte at kende, mens han som ung var ansat i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Men Arups livskald forblev historieforskningen. I årene 1916-47 var han professor i historie ved Københavns Universitet. Hans karriere blev imidlertid dramatisk. Kulminationen kom i 1938-39, da den konservative historiker Vilh. la Cour fremkaldte en retssag, hvor de mest prominente navne i den danske historikerverden optrådte for og imod Arup. Det var forsidestof i landets aviser. Skarpe politiske holdninger, personlig animositet og faglige synspunkter blev som i tidligere konflikter blandet godt og grundigt sammen.

Biografien Arup er antaget til forsvar for den filosofiske doktorgrad.