▼ Din mening
▼ Kunder, som har købt denne titel, købte også
I 1983 berettede den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan til Israels premierminister, at han som fotograf i den amerikanske hær mod slutningen af 2. verdenskrig havde dokumenteret koncentrationslejrenes rædsler på film. Det kom efterfølgende frem, at Reagan havde opholdt sig i Hollywood under hele krigen, og at historien derfor måtte være det pure opspind. Betød dette, at Reagan blot var en amoralsk løgnhals, eller havde han etableret et forhold til Holocaust, der befandt sig i skæringspunktet mellem ”real” og ”reel”, mellem virkelighed og filmspole?
Visions and Revisions. Performance, Memory, Trauma søger at forene performance studier og traume studier – to forskningsfelter, der gennem tiden både har bekæmpet og beriget hinanden men også to forskningsfelter, der i samspil netop kan give mening til ovenstående eksempel. Ifølge en af hovedskikkelserne inden for performance studier, Peggy Phelan, rummer performance teori en unik mulighed for at udforske det at være vidne til en virkelighed, der er tæt på det uvirkelige – begivenheder der på én gang er ubærligt virkelige og samtidigt når ud over vores evne til at forstå dem; begivenheder der er traumatiske. Historien om Reagan viser ifølge Phelan, hvordan sådanne begivenheder kan påvirke virkelighedsfornemmelsen hos dem, der er vidne til dem på afstand.
Antologien har ikke som mål at bevise, at performance kan kurere traumer. I stedet undersøges på forskellig vis den mangfoldighed af performance, der behandler erindring og traume – fx performance i en mediekontekst og performance baseret på ritualer, herunder hvordan kroppen kan fungere som et redskab i vidnesituationen. Bogens bidragydere belyser desuden, hvordan fysiske steder kan være et vidnesbyrd om traume, og hvordan arkitektur og begrebet traume-turisme indgår i et samspil med performance og erindring.
Forfatterne kommer fra et bredt spektrum af performance studier, kunsthistorie, teatervidenskab, arkitektur og kultur-videnskab og trækker på casestudier fra bl.a. Australien, Thailand, Libanon og det tidligere Sovjetunionen.
Bidragydere: Laurie Beth Clark / Helena Grehan / Geraldine Harris / Chris Hudson / Petra Kuppers / Adrian Lahoud / Sam Spurr / Christine Stoddard / Bryoni Trezise / Maria Tumarkin / Caroline Wake.
Redaktører: Bryoni Trezise underviser i teater- og performance studier ved University of New South Wales; Caroline Wake er Postdoctoral Fellow ved Centre for Modernism Studies samme sted.
Indlæg offentliggøres med navn og e-mail. Forlaget forbeholder sig ret til at redigere og udelade indlæg.Kunder, som har købt denne titel, købte også
|